Lejestigninger efter nettoprisindeks
Kære lejer
- Dette er relevant for dig, hvis du har en boliglejekontrakt, der gør det muligt at regulere din leje efter Nettoprisindekset
Som du formentlig har hørt i medierne, er LLOs indsats for at få begrænset lejestigninger, som følge af stigningerne i nettoprisindekset, på nippet til at lykkes. LLO har arbejdet på dette siden maj måned.
Statsministeren meldte tirsdag morgen ud, at regeringen vil indføre et loft på stigningerne på 4 % i hver af de to kommende år.
Der tegner sig allerede nu et flertal i Folketinget for at begrænse stigningerne – på den ene eller anden måde.
Som bekendt ligger djævlen i detaljen og vi afventer spændt, hvad der kommer ud af forhandlingerne i Folketinget – forhandlinger LLO arbejder for at påvirke.
Der er flere spørgsmål, der skal besvares, fx hvem der omfattes - er det også dem, der allerede har fået sat lejen op, eller er det kun fremtidige stigninger?
LLO vil selvfølgelig i den kommende proces arbejde for, at det bliver den mest vidtgående løsning, så så mange lejere som muligt bliver omfattet.
Nettoprisindekseringer forekommer i en række forskellige aftaler fordelt på ejendomstyper. Det kan fx både ske i en udlejet ejerlejlighed, i en gennemgribende moderniseret lejlighed i en udlejningsejendom eller i en nyopført ejendom taget i brug efter 31.12.91. Fælles for dem er, at det kræver en særskilt aftale, typisk i lejeaftalens §11. Det skal altså stå i din lejekontrakt, hvis din udlejer må regulere efter Nettoprisindekset.
Udlejernes forening, Ejendom Danmark, er meget utilfreds med det kommende indgreb. Deres væsentligste argument er, at deres udgifter også stiger. Det er helt korrekt, men slet ikke i samme størrelsesorden som ti de procent, mange huslejer vil stige. Renser man inflationen for stigninger i energipriserne og priserne for uforarbejdet mad, så ligger stigningen på omkring 5 % (det er det man kalder kerneinflationen).
Da lejerne selv betaler varmen og da der ikke indgår madudgifter i driften af ejendomme, så er 4 % ikke en dårlig stigning. Især ikke når man tager i betragtning, at lejen i privat udlejning i gennemsnit fra 1991-2021 er steget med det dobbelte af inflationen. For udlejerne har de sidste 30 har været gode år. Meget gode endda.
Før en lov kan vedtages, skal indgrebet forhandles på plads og der kan ske mange ændringer undervejs. Så snart vi har et nogenlunde klart billede af, hvordan lovgivningen kommer til at se ud, udsender vi information om det.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du selv har en aftalt nettoprisindeksering i din kontrakt eller er i tvivl om, hvad du skal gøre, er du altid velkomment til at rette henvendelse til os.
Venlig hilsen
Claus Højte
Direktør
Hovedstaden
Tilbage